דלג לתוכן

Vi skaber værdi for samfundet

Investeringsfonde er et gennemreguleret bindeled mellem investorernes opsparing og samfundets finansieringsbehov. Første led er, at investorerne køber investeringsfonde. I næste led kanaliserer branchen pengene videre til dem, der har brug for finansiering. Det sker især ved at købe børsnoterede værdipapirer herhjemme og i udlandet.

Branchen er storinvestor i statsobligationer og bidrager på den måde indirekte til at finansiere hospitaler, veje, skoler og andre offentlige anlægsopgaver. Gennem investeringer i danske realkreditobligationer finansieres privates køb af fast ejendom. Og når foreningerne køber aktier eller virksomhedsobligationer, tilvejebringer de langsigtet kapital til de virksomheder, som har gode udsigter til at tjene penge og dermed skabe vækst og arbejdspladser.

Investeringsforvalterne udvælger de investeringer, som ser ud til at give det største overskud. På den måde fungerer branchen som den dygtige gartner, der forsøger at håndplukke de bedste planter og passer dem godt. Det har samtidig den vigtige og positive sideeffekt, at det skaber gode vækstbetingelser for investorernes opsparing. 

Flere analyser viser, at lande med veludviklede finansmarkeder vokser hurtigere end lande uden. Investeringsforvaltere bidrager som professionelle investorer til dette, fordi deres investeringer sikrer likviditet på markederne. Resultatet er en mere effektiv prisdannelse, der sænker statens og virksomhedernes finansieringsomkostninger.

Derfor er branchens indsats og investorernes opsparing med til at skabe vækst og dynamik i hele samfundet.  

false
Sidst opdateret: ${day_}–${month_}–${year_}